THINK TWICE 2011

Projektektet gik ud på at designe et møbel af genbrugsmateriale til “think twice” udstillingen ved CPH designweek 2011. Ideen til møblet opstod, da jeg arvede et chatol efter min farmor. Der var gået orm i møblet, men eftersom skufferne var i god stand, var det oplagt at genanvende dem. De resterende træskuffer er fundet i en genbrugsbutik.

 

En passende komposition til fronten af møblet blev dannet. Det består af forskellige typer af træskuffer og tre rum. Da skufferne ikke er lige dybe, så er der også skabt “hemmelige” rum på bagsiden af kommoden. Rumfanget af kommoden udnyttes derfor optimalt.

 

Selve møblet er bygget op af mdf-plade, som har fået en hvid maling. Alle “indhak” til rummene er malet i en blålig nuance, der skaber en kontrast til de gamle skuffer. Benene består af et gammelt lystre fra et trappegelænder, som er skåret i fire dele og malet i samme blå nuance som indhakkene.